Udfyld 1 formular, og modtag op til 4 tilbud fra udvalgte leverandører
Spar penge ved at sammenligne tilbud og vælg det bedste
Vores service er 100% gratis og uden forpligtelser
Hvad skal siden hedde, hvor skal den være, og hvad skal den bruges til? At lave din første hjemmeside og få den lagt ud på nettet kan virke uoverskueligt. Men frygt ej, det er nemmere end du tror - og du behøver ikke vide det hele for at komme i gang.
I denne guide kan du læse mere om, hvad der skal til for at registrere og oprette din egen side, samt hvordan du kommer igang med at få indhold på siden. Bagefter vil det være lidt nemmere at tage det næste skridt selv.
Guiden er delt op i tre dele. Den første del beskriver, hvor og hvordan du får fat i dit domæne. Den næste del fortæller, hvad et webhotel er, og hvad du skal være opmærksom på, når du tager stilling til, hvilket webhotel du vil benytte. Den sidste del omhandler selve websitet og kommer kort ind på de muligheder, du har, når der skal lægges indhold på siden.
Det første, du skal tage stilling til, når du skal lave en hjemmeside, er, hvad siden skal hedde. Der er ikke frit valg og er dit ønskede navn taget, vil du være nødt til at finde på noget nyt.
Domænenavnet er relevant for formålet med din hjemmeside, og det bør derfor holdes kort og uden brug af tal, da det vil gøre det nemmere for brugerne at huske adressen. Du bør også undgå at vælge et domænenavn, der ligger for meget op af andre firmaers navne. Derudover bør du undlade at vælge et navn, der ligger langt væk fra dit eget firmanavn, hvis der er tale om en forretningshjemmeside.
Hos DK Hostmaster kan du både søge på et givent .dk domæne og se, om det allerede er optaget eller ej. Når du har fundet et ledigt domæne, er det også hos DK Hostmaster, du skal registrere det. Et .dk domæne koster 50 kr. om året, og du kan spare 20% ved at betale for domænet fem år frem.
Det er altså ikke nok at slå domænenavnet op i din browser. Bare fordi du ikke kan komme ind på et givent domæne, betyder det ikke nødvendigvis, at domænet er ledigt.
Hvis ikke du ønsker et .dk domæne, er det også muligt at registrere .com, .eu, .net og .org adresser, kaldet 'top-level domæner', selvom du er fra Danmark. Du bør dog være opmærksom på, at det er smartest at bruge et .dk domæne, hvis du skriver dit indhold på dansk.
Vil du derimod skrive din side på engelsk, kan et .com domæne være en bedre idé. Det har betydning for, hvor nemt det er for brugeren at finde din hjemmeside gennem de store søgemaskiner som Google, Bing og Yahoo.
Udenlandske top-level domæner kan registreres gennem EuroDNS. Uanset hvad du vælger, skal du være opmærksom på, at der er en årlig opkrævet udgift ved at have et registreret domæne.
Det næste punkt er at finde en vært for din hjemmeside, på engelsk kaldet hosting. Hvis du har din egen computer stående tændt 24 timer i døgnet, kan denne agere som privat webserver, og hjemmesiden kan hostes derpå.
Dette er dog både dyrt i strøm, ofte larmende og skulle computeren gå i stykker, risikerer du at tabe alt indhold. Hjemmesiden vil som minimum være offline, så længe webserveren ikke kører.
I stedet kan du købe plads på en kommerciel webserver, også kaldet et webhotel. Dette koster et fast beløb hver måned og skulle der opstå problemer, vil det være udbyderen af denne hosting-service, der har ansvaret for at få det hele til at fungere igen.
Din hjemmeside vil typisk være uberørt af eventuelle nedbrud, da en kommerciel udbyder ofte har flere maskiner til at tage sig af samme opgave. Det betyder, at én maskine kan tage over for en anden, hvis der opstår problemer. Derudover vil din data være sikkerhedskopieret på andre enheder, hvis en harddisk går i stykker. Opstår der strømafbrydelser vil et batteri (i IT-sprog kaldet en UPS) også kunne tage over, og siden kører videre uden problemer.
Alt sammen sikkerhedsforanstaltninger man typisk ikke vil have på hjemmecomputeren.
Kommerciel webhost:
Da en kommerciel webserver normalt hoster flere hjemmesider på én gang, vil dette typisk også være en billigere løsning end at have din egen computer kørende 24/7.
Der findes dog udbydere, der tilbyder webservere, man ikke skal dele med andre hjemmesider. I dette tilfælde vil der derfor også være langt kortere svartid fra serveren, mulighed for flere samtidige brugere af hjemmesiden samt muligheden for at gemme større mængder data på serveren.
Professionel webhost:
Inden du vælger dit webhotel, bør du tage stilling til, hvilken løsning du ønsker.
Forskellen i prisen mellem de forskellige udbydere af webhoteller afspejler blandt andet den tilgængelige plads, den forventede mængde trafik samt graden af support, hvis der opstår problemer.
Det er ikke alle de billige løsninger, der giver muligheden for at benytte eksempelvis databaser. En database er en form for opslagsværk, hvor informationer kan gemmes og hentes. Dette kunne eksempelvis være medlemslisten fra den lokale håndboldklub eller varekataloget til din butik.
En database er desuden nødvendig for senere at kunne benytte sig af et CMS-system, som eksempelvis WordPress. Du bør derfor gøre dig tanker om, hvad du har brug for. De fleste løsninger kan dog opgraderes senere hen.
Derudover er det nogle steder muligt at have flere domæner på ét webhotel, hvorfor du kun skal betale for registreringen af det nye domæne. Du slipper altså for også at skulle bruge penge på endnu et webhotel. Langt de fleste udbydere af webhoteller tilbyder desuden at registrere dit domæne for dig. Dette skal derfor ikke gøres separat fra oprettelsen af webhotellet.
Ønsker du eksempelvis at drive en webshop eller en anden form for side, hvor der udveksles personfølsomme oplysninger med de besøgende, er det lovpligtigt at benytte et SSL-certifikat (eller den opdaterede udgave kaldet TLS). Dette vil sørge for, at al information sendt mellem hjemmesiden og de besøgende bliver krypteret.
Kryptering fungerer, som hvis du går på posthuset for at sende et brev til din ven. For at undgå, at den nysgerrige postmedarbejder læser beskeden i dit brev, låser du kuverten med én bestemt nøgle. Uden på kuverten skriver du derefter, hvem brevet er til samt hvilken nøgle, der skal bruges for at åbne kuverten igen.
Du har på forhånd givet en kopi af nøglen til din ven, men den nysgerrige postmedarbejder har ikke denne nøgle og kan derfor ikke åbne kuverten og læse beskeden i brevet. Når brevet når frem, åbner din ven kuverten med sin nøgle og læser beskeden.
Når de foregående to punkter er på plads, er det tid til rent faktisk at fylde noget indhold på dit nye domæne. Her har du forskellige muligheder.
Du kan enten skrive HTML-delen selv. Det er klart den bedste løsning, og det er ikke så svært at lære den grundlæggende formatering. Til gengæld vil diverse funktioner på siden, eksempelvis et bruger-login eller en indkøbskurv, kræve noget mere arbejde at få til at fungere første gang.
Har du ikke mod på selv at skrive HTML, kan du benytte et CMS til at hjælpe dig med opsætningen af siden. CMS står for Content Management System. Det fungerer på den måde, at hele den bagvedliggende kode allerede er skrevet. Du kan tage lige netop de dele, du ønsker at bruge, og sætte dem sammen som du lyster.
Nogle systemer er skrevet specifikt til, hvis du vil oprette en webshop, mens andre hjælper dig med at få opsat en blog. Nogle helt tredje vil derimod være målrettet at håndtere information om brugere arrangeret i databaser. Hvilket CMS, du vælger, afhænger altså også af dit behov.
Et CMS inkluderer som oftest en bunke plugins, så du kan indsætte funktioner på siden, som f.eks. bruger-login og indkøbskurv, uden at du behøver have en større forståelse for, hvordan disse enkeltdele fungerer. Et CMS skal til gengæld holdes opdateret, da de enkelte plugins ikke er lavet af den samme udvikler og derfor kan åbne forskellige sikkerhedshuller.
De fleste udbydere af webhoteller tilbyder at præinstallere et CMS på din webserver, så det eneste, du efterfølgende skal gøre, er at tilpasse temaet og indholdet på de forskellige sider.
Et alternativ til et CMS er de såkaldte Website Builders. En service, til hvilken du betaler et månedligt abonnement, hvilket inkluderer både domæne og hosting.
Disse Website Builders minder på mange måder om et CMS, dog uden muligheden for at tilpasse siden med diverse plugins. Det er derfor også vigtigt at vælge den helt rigtige Website Builder til lige netop dit formål, da det typisk vil være besværligt at flytte indholdet fra én Website Builder til en anden på et senere tidspunkt.
At lave en hjemmeside ved hjælp af en Website Builder er utroligt nemt. Det kræver intet kendskab til HTML eller CSS. Det er lidt som at skrive og formatere tekst i Word, hvor alle mulighederne er defineret på forhånd, og du blot skal trykke på en knap for at få det resultat, du ønsker.
Alle Website Builders tilbyder en form for skabelon, som du kan tage udgangspunkt i og selv tilpasse til lige netop det resultat, du ønsker. Da mange bruger disse Website Builders i dag, vil der dog sikkert være mange sider, der ligner din, hvis ikke du bruger tid på at tilpasse skabelonen til dine præcise behov og fylde siden med dit eget unikke indhold.
Uanset hvilken løsning du vælger, er det vigtigt, at du på forhånd har gjort dig nogle tanker om målet med hjemmesiden, hvem din målgruppe er, og hvordan dit indhold skal udformes.
Lyder alt dette helt uoverskueligt, hjælper Ekspertvalg.dk dig gerne med kontaktformidlingen til et dansk webbureau, der kan lave lige netop den type side, du har brug for. Når du udfylder formularen øverst her på siden, sender vi dig op til 4 uforpligtende og gratis tilbud fra vores samarbejdspartnere.
Udfyld formularen på bare 1 minut
Vi prøver altid at forbinde vores kunder med de bedste leverandører i branchen. Er du en af dem?